J.L. Lund
Johan Ludvig Gebhard Lund eller Johan Ludvig Lund som han mest kaldes (16. oktober 1777 i Kiel - 3. marts 1867 i København) var maler.
Lund er søn af malermester Hans Gievert Lund fra København og Marie Magdalene Christine, født Bremer. Han kom til København for at uddanne sig til kunstner og fik hurtig adgang til flere af datidens rige og formående huse, hvilket også fik indflydelse på hans kunstnerbane. Imidlertid indskrænkede han sig til at vinde Akademiets sølvmedaljer (1798-99) og tog ikke del i konkurserne om guldmedaljen. Allerede 1799 rejste han til Dresden og derfra til Paris, hvor han besøgte Jacques-Louis Davids atelier, uden at det dog prægede sig i hans kunst. Fra Paris drog han til Italien, hvor han i Firenze (1802) modtog en varigere påvirkning af den ældre religiøse kunst, nazarenerne, der gik forud for Rafael; senere traf han i Rom sammen med Bertel Thorvaldsen og tilbragte nu flere år i Italien med understøttelse fra fonden ad usus publicos, hvilken han havde opnået uden Akademiets medvirkning. Her malede han et stort billede, Andromache i Afmagt ved Synet af Hectors mishandlede Lig, med en mængde legemsstore figurer (1807); det er forsvundet, i det skibet, der førte det hjemad, blev opbragt af englænderne. Som sidestykke hertil malede han (1810) Andromache ved Hectors Grav, som af baron Schubart, generalkonsul i Livorno, skænkedes til den kongelige Malerisamling. Med disse 2 billeder, som havde henrykket fru Frederikke Brun og den æstetiske kreds, hun samlede om sig, kom han til at indtage den ejendommelige plads som Idealismens Maler i modsætning til Eckersbergs realisme, og disse 2 kunstnernavne betegnede i en lang årrække 2 skarpt adskilte partier, medens de dog, uagtet sondringen nominelt vedblev, efterhånden som kunstnerkredsen udvidedes, under påvirkningen af Eckersbergs fremragende dygtighed, for en senere tids øje, næsten have mere, der er fælles end forskelligt.
Lund var imidlertid kommen hjem, blev 1812 agreeret og 1814 medlem af Akademiet på Habor og Signe. Dette billede stod i anordningen tilbage for det store galleribillede, men savnede dog ikke en vis harmoni og en "idealistisk" skønhedsfølelse, som tiltalte hans velynderes kreds, og O. Brøndsted, der i udlandet havde set så megen kunst, skrev en begejstret lovprisning af billedet. Akademiet ville dog ikke anbefale ham til at blive kongelig historiemaler og det ledige professorat efter Abildgaards død , men ville vente med afgørelsen, til Eckersberg og Stub kom hjem. Den sidstnævnte døde allerede 1816, Lund rejste krænket til Rom igen og kom først 1819 tilbage i følge med Thorvaldsen. Dog valgtes 1818 ikke alene Eckersberg til professor, men Lund også, skønt fraværende, til anden professor ved Modelskolen. Blandt hans nærmeste elever var historiemalere som Ditlev Blunck, men særlig stor betydning fik han for den efterfølgende generation af landskabsmalere som J. Th. Lundbye, Dankvart Dreyer og P. C. Skovgaard.
Han ægtede derpå 24. december 1820 Augusta Lorentz (1797 - 1871), datter af Henrik Lund og Frederikke Vilhelmine, født Lindrup. Lund vandrede nu sin embedsbane side om side med Eckersberg og blev til sidst etatsråd. Men alt som sansen for Eckersbergs kunst voksede, blegnede Lunds stjerne, ligesom alderen blegede hans farver, men han stod dog så længe som mærkesmand og har ved sin trofaste flid og sit hjælpsomme hjerte haft så megen indflydelse på udviklingen af mange kunstneres liv og virksomhed, at han ikke fortjener at skydes ganske til side.
Til Christiansborg Slot malede han, atter side om side med Eckersberg, 5 store billeder, forestillende Danmarks forskellige kulturperioder, lige fra naturtilstanden til den lutherske reformation. Hvor afdæmpede de end stå i farverne, viste de en kunstner, der kunne magte store opgaver på en anstændig måde, om end den sande kunstneriske løftelse og frigørelse fattedes, og midterbilledet, Kristendommens Indførelse i Norden, var utvivlsomt det største oliemaleri, der indtil da var malet i Danmark. Foruden disse store billeder malede han en række ret stemningsfulde altertavler, den første til Sankt Petri Kirke, en anden til Slotskirken, hvilken dog mange år senere havnede i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro, og en mængde i mindre format til forskellige landsbykirker. Lund malede forholdsvis få portrætter, hvoriblandt kan fremhæves Oehlenschlägers (stukket 1822), men dvælede gerne ved sine minder om Italiens natur i små, lidt blege, men fint følte landskaber. Et arbejde, der viser betydelige evner i dekorativ retning, var det smukke fortæppe til det kongelig Teater, med den fængslende udsigt til Akropolis (1828). Det var en heldig tanke, at denne komposition blev gentaget til det nuværende teater. En samling breve, som blev skænket til det store kongelige Bibliotek, viser, i hvilken udstrakt vekselvirkning Lund stod til en mængde af datidens yngre kunstnere. En af hans elever, professor Aug. Schiøtt, har malet hans portræt i oldingsalder. Han gik af som professor 1861 og havde aldrig været Akademiets direktør, men var flere gange dets kasserer-, endog efter at han havde været blind og ved en heldig operation havde genvundet synet, overtog han på ny, som afgået professor, denne tillidspost. Han var som ung af et muntert naturel og bevarede endnu i sin høje alderdom stor livlighed og åndsfriskhed; han døde uden egentlig sygdom natten mellem 2. og 3. marts 1867. Han var mere en vel uddannet og flittig end en rigt begavet kunstner, havde Judicium, men ej Geni, som det hed i datidens sprog (1810) i en kunstbroders mund; men hans arbejder kunne lade sig se, hvor det skal være, tilføjedes der.
Ekstern henvisning
- Denne artikel bygger hovedsaglig på Philip Weilbachs Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C. F. Bricka, 10. bind, side 435, Gyldendal, 1887-1905
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |