Spring til indhold

Guarbønne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Guarbønne
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta
(Dækfrøede planter)
KlasseMagnoliopsida
(Tokimbladede)
OrdenFabales
(Ærteblomstordenen)
FamilieFabaceae
(Ærteblomstfamilien)
UnderfamilieFaboideae
SlægtCyamopsis
ArtC. tetragonoloba
Videnskabeligt artsnavn
Cyamopsis tetragonoloba
(L.) Taub.
Hjælp til læsning af taksobokse

Guarbønne (Cyamopsis tetragonoloba) er en plante i ærteblomstfamilien som bruges til at producere guargummi.

Guarbønnens oprindelsessted er ukendt, da planten er ikke kendes vildtvoksende.[1] Det antages at den stammer fra den afrikanske slægtning Cyamopsis senegalensis, og er videreudviklet i Indien og Pakistan hvor den er blevet dyrket i århundreder.[2] Guarbønnen trives godt i steppeklima, men hyppige regnvejr er nødvendige.

Guarbønnen er en god plante at bruge i vekseldrift da den lever i symbiose med kvælstoffiksererende bakterier.[3] Guarbønnen har mange anvendelser som spiseplante for mennesker og dyr, men udvinding af guargummi fra frøerne er i dag den vigtigste anvendelse.[2] Efterspørgslen efter guargummi er stigende på grund af industriel brug ved produktion af olieskifergas.[2] Omkring 80 % af verdensproduktionen er sker Indien og Pakistan, men på grund af stor efterspørgsel, bliver planten også dyrket nye steder.

Guarbønnen er en 2-3 m høj urt. Den har pælerod og har rodknolde med knoldbakterier som kan optage kvælstof i den øverste del af rodsystemet. Blade og stængler er ofte hårede, afhængig af sorten. Blomsterne er hvide eller blålige. Bælgene som er flade og tynde, indeholder 5-12 små ovale frø som er omkring 5 mm lange. De modne frø er normalt hvide eller grå. Ved stor fugtighed kan de blive sorte og miste deres spiringsevne.

Frøene har en proteinrig kim (43-46 %) og en forholdsvis stor frøhvide (34-40 %) som indeholder store mængder galaktomannan.[2] Galaktomannan er et polysakkarid som indeholder polymerer af mannose og galaktose i forholdet to til en med mange forgreninger.[4]

  1. ^ Whistler R.L. and Hymowitz T. 1979. Guar: agronomy, production, industrial use and nutrition. Purdue University Press, West Lafayette
  2. ^ a b c d Mudgil, D.; Barak, S.; Khatkar, B. S. (2011). "Guar gum: Processing, properties and food applications—A Review". Journal of Food Science and Technology. 51: 409-18. doi:10.1007/s13197-011-0522-x. PMC 3931889. PMID 24587515.
  3. ^ Undersander D.J., Putnam D.H., Kaminski A.R., Doll J.D., Oblinger E.S. and Gunsolus J.L. 1991. University of Wisconsin-Madison, University of Minnesota Guar. Besøgt 8. november 2012.
  4. ^ Garti N. and Leser M.E 2001. Emulsification properties of hydrocolloids. Polymers for Advanced Technologies 12: 123-135.