Ernst Röhm

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Fil:Rohm.jpg

Ernst Röhm i 1929

Ernst Röhm (1887 - 1934) var tysk officer i 1. verdenskrig. Efter krigen blev han medlem af NSDAP i 1920. Han deltog i Adolf Hitlers mislykkede ølstuekuppet i 1923. Fra 1931 blev han den øverste chef for SA, hvor han efter sigende var den eneste, der var dus med Hitler. Han blev dog myrdet på Hitlers ordre i 1934 under De lange knives nat, da han sammen med SA blev en for magtfuld del af partiet. Ernst Röhm var homoseksuel.

Tidlig karriere

Röhm var officer i Bayerns hær og gjorde tjeneste i første verdenskrig. I september 1914 fik han en granatsplint i ansigtet under kampene ved floden Meuse i Lorraine. Skaden påførte ham et ar fra næse til hage, og ansigtsoperationen deformerede hans næse. Han begynder sin selvbiografi En højforræders historie med ordene: "23. juli 1906 blev jeg soldat", som om han ikke havde haft noget liv forud for det. Han foragtede civilister, og idealsamfundet for ham var mandefællesskabet, han havde mødt i verdenskrigens skyttegrave. Ved krigens slut var han major.

Efter krigen gik han ind i Freikorps Epp, en privat milits under ledelse av Franz von Epp, en højt dekoreret, bayersk officer fra både Bokseroprøret i Kina og 1. Verdenskrig. Frikorpset var stiftet i München, bestod af veteraner og skulle tjene som en modvægt mod Weimarrepublikken. I 1920 gik Röhm ind i NSDAP og deltog i organiseringen af SA såvel som i det mislykkede ølkælder-kup, hvorefter han tilbragte 15 måneder i Landsberg fængsel sammen med Hitler. Röhm betragtede NSDAP nærmest som en hverveorganisation for SA. Om Hitler sagde han: "Vi må udnytte hans utvivlsomt store slagkraft. Men han er en letvægter, og ser ikke ud over Tysklands grænser. Vi må sætte ham til side, når tiden kommer." Hitler var for ham en politiker, og som han skrev i sin selvbiografi: "Jeg forlanger forrang for soldaten fremfor politikeren."

Röhm blev løsladt i 1924 og arbejdede da sammen med Hitler for at genopbygge NSDAP. Det kom hurtigt til konflikter mellem de to. I 1925 gik Röhm ud af partiet og rejste til Bolivia, hvor han arbejdede som militærrådgiver.

SA-kommandant

I 1930 afskedigede Hitler Franz Pfeffer von Salomon som SA-leder og overtog selv stillingen som øverstkommanderende fo SA. Han bad Röhm komme hjem til Tyskland for at virke som stabschef i SA. Röhm accepterede tilbudet og begyndte raskt at fylde centrale stillinger med venner og bekendte.

SA hed på folkemunde "bøffer", fordi de var "brune udenpå, men røde indeni". Röhm og SA repræsenterede den venstreorienterede retning i NSDAP, kendetegnet af en revolutionær, arbejdervenlig, antikapitalistisk tænkning. Denne fløj så med stor skepsis på Hitlers leflen for storkapital, industriherrer og de gamle magtstrukturer. SA var optaget af fællesskabsløsninger, planøkonomi, gerne højt skattetryk, offentligt ejede institutioner og sociale systemer for at få samfundet ud af den sociale nød, kapitalismen havde ført landet ind i.

Der gik stærke rygter om de homoseksuelle orgier, Röhm og andre SA-ledere angiveligt deltog i. Venstrepressen greb fat i dem og fandt bevis for, at Röhm selv dyrkede homoseksuelle forhold. Ovenikøbet anmeldte Röhm en mandlig prostitueret, Hermann Siegesmund, for at have stjålet en kuffert fra ham. I politiprotokollen fra Berlins centrumsdistrikt fandt man Siegesmunds forklaring om, at Röhm 13. januar 1925 havde inviteret ham på et glas øl i Berlins Marienkasino: "Mens vi stadig sad påklædte i hotelværelset(...), faldt en papirlap på gulvet" som han tog op, men "først da jeg igen var ude på gaden, så jeg, at seddelen(...)var en udleveringsseddel for hr Röhms rejsegods". Alligevel afviste Hitler alle klager over SA-ledelsens udsvævelser som "urimelige fornærmelser".

De lange knives nat

SA var oprettet for at beskytte partiets ledere, men i 1934 var denne opgave langt hen ad vejen overtaget af SS under ledelse af Heinrich Himmler. I den evige magtkamp indad i partiet var SA dermed udsat. Röhm var heller ikke afholdt i Reichswehr, fordi han mente, at SA burde blive en integreret del af hæren. Generalstaben opfattede derimod SA som en udisciplineret bande, mens Röhm på sin side holdt hærens officerer ansvarlige for nederlaget i 1918 og pralede: "Jeg er den nye hærs Scharnhorst."

Bægeret var fuldt, da Hitler blev informeret om, at Röhm planlagde en anden revolution, der skulle komplettere NSDAPs magtovertagelse året før. Röhms planer skræmte naturligvis industriledere, som støttede Hitler økonomisk, og man overvejede nu at opløse SA, men efter et møde mellem Hitler og Röhm blev man enige om en måneds pause, hvor SA ikke skulle gå i uniform eller have aktioner. Hitler fortalte Röhm, "hvor meget jeg takker skæbnen for at jeg kan regne mænd som dig blandt mine venner og kampfæller". Samtidig gav han lederen for det hemmelige politi ordre om at samle beviser mod Röhm og SA med ordene: "Det er det vigtigste, De nogensinde har gjort!" Röhm på sin side anede ugler i mosen og råbte ved en anledning til sine SA-førere om Hitler: "Hvad den latterlige korporal erklærer, gælder ikke for os! Hitler er upålidelig og må mindst på ferie!"

Hitler udsatte afgørelsen om, hvad der videre skulle ske, men Himmler og andre benyttede enhver mulighed for at bagtale Röhm. Reinhard Heydrich var også dus med Röhm, der (i lighed med Himmler) var gudfar til hans ældste søn Klaus, født i 1933. Alligevel producerede Heydrich uden skrupler "bevis" for, at Röhm planlagde et kup mod Hitler. Ingen af disse dokumenter eksisterer i dag, men Hitler fik blandt andet at høre, at Röhm skulle have modtaget 12 millioner Mark fra Frankrig for at gennemføre kuppet.

Hitler skulle møde Röhm igen 1. juli, men lige før bestemte han sig for, at grænsen var nået, og at der skulle ryddes op i SA. 29. juni var han rejst til Bad Godesberg, hvor han blev ringet op af Himmler med en falsk besked om, at SA i München var sat i alarmberedskab, og at SA i Berlin ville besætte regeringsbygningerne kl. 16 dagen efter. I virkeligheden var de fleste SA-folk i Berlin taget på ferie. Natten til 30.juni, kendt som De lange knives nat, fløj Hitler til Oberwiesenfeld ved München, hvor han fik oplyst, at det lokale SA allerede var mødt frem ved Feldherrnhalle. Uden at undersøge om det overhovedet passede, rasede Hitler over "verdenshistoriens største tillidsbrud" og tog til pensionatet i Bad Wiessee, hvor Röhm logerede. Han åbnede i den bare undertrøje. I sengen bagved lå en sengekammerat. Röhm blev arresteret af Hitler personligt, og Joseph Goebbels, som var til stede, ringede nu til Hermann Göring i Berlin og afgav det aftalte kodeord, "kolibri". Dermed brød terroren løs. Over hele Tyskland åbnede SS-ledere og lokalt politi forseglede konvolutter med navn på dem, der skulle dræbes. I Berlin uddelte Heydrich personligt ordrerne.

Röhm blev skudt 1. juli 1934 i celle 70 i fængslet München-Stadelheim, angiveligt på ordre fra Hitler, mens Hitler var i et haveselskab for ledende partifolk og deres familier. Rudolf Hess havde dagen før råbt: "Mein Führer, det er min opgave at skyde ham!" men i stedet for fik Röhm tilbud om at begå selvmord, idet han i fængselscellen fik overrakt en pistol med kun én patron, indpakket i sidste nummer af partiavisen Völkischer Beobachter. Röhm skød sig imidlertid ikke. Til sidst gik kommandanten i Dachau, Theodor Eicke, og en anden SS-mand ind i cellen og skød Röhm med to skud.

Henrettelsen blev senere legaliseret gennem en lov om statens selvforsvar, som blev vedtaget 13.juli efter pres fra Hitler. Den bestod af kun én sætning: "De iværksatte tiltag 1. og 2. juli for at knuse de forræderiske angreb mod staten skete med lov og ret i statslig nødværge."

Referencer

Wikimedia Commons har medier relateret til: Ernst Röhm